“Harald Blåtand ligger for døden og I er hans tapre hirdsmænd. Harald er ikke bange for døden, men han er bange for ikke at blive husket for alle sine store bedrifter. Problemet er nemlig, at de tre norner, der holder til i en hule under Yggdrasil og som spinder alle menneskers skæbnetråde, har klippet Haralds skæbnetråde over som hævn for at have omvendt sig til kristendommen. Hvis trådene ikke bliver samlet igen, vil han blive glemt for eftertiden. Derfor har I besluttet jer for at tage ned under Yggdrasil og sætte trådene sammen igen. Da I når frem, skynder nornerne sig væk, mens de råber at de henter Thor. I det fjerne kan I snart høre en rullende torden, der fortæller jer, at Thor rigtig nok er på vej dertil for at smide jer ud eller det der er værre. I har kun 25 minutter til at finde ud af hvilke tråde, der hører til hvilke bedrifter. Desværre har Nornerne gjort alt hvad de kunne for at gøre det svært for jer – kun de dygtigste og snedigste vil kunne løse Haralds sidste befaling!”
Haralds skæbne er udviklet og driftet i samarbejde med Kongernes Jelling. Det er et oplevelses rum, hvor spillerne interagerer med fortolkninger af Haralds største meritter: at han byggede ringborgene, modtog dåben, lod sig kristne mm. Et reponsivt og interaktivt lyd og lysbillede sætter scenen for nornernes hule. Gåderne er bygget med humor og et glimt i øjet!